onsdag den 16. februar 2011

Lilla kugler, eller ikke endnu!

De skal være lilla, og det sidder jeg så med nu. De små og mellem kugler skal betrækkes med stof og så skal de blive til en halskæde. Jeg har det fineste lilla stof og så skal jeg bare have fundet noget kraftig sølvtråd.

Nogle af kuglerne har lige nu og lyserødt stof på, men det var en prøve jeg lavede inde ved min mor. Og hun har resten af det stof.

Kugler, kugler, kugler.

Mit andet lille projekt jeg har gang i er en fin gammel stol jeg har købt. Den er noget slidt i det og trænger til ny polstring og betræk. Så når jeg har fundet det helt rigtige stof skal jeg igang med at pille det gamle af og sy nyt.

Jeg har kun besluttet mig for at der skal indgå både hvid og guld i det nye betræk, for så kan den passe både til dagligstuen og til soveværelset. Der skal nemlig være guld i soveværelset. Men det kommer jeg til en anden gang, når jeg får tid og råd til at gå i gang med soveværelset.

Stolen.

Stolen fra siden.

Stolen har nogle søde detaljer flere steder, jeg har lige taget et lille billede af den ene detalje på toppen af ryggen.

Lille blomsterdetalje.

Og det sidste projekt jeg har gang i lige nu er en nederdel til mig selv. Så der er en masse hyggeting at lave. I morgen skal jeg ud til bedsteveninden og sy, det bliver smadder hyggeligt som det plejer.

Om et par uger skal min mor, moster og jeg holde filteweekend igen, og det bliver som det plejer, også smadder hyggeligt.

lørdag den 12. februar 2011

Lamper uden lys...

Det har bare været en skøn uge.

Mandag havde vi besøg af Anders' ene søster, det var en super hyggelig aften, og vi fik snakket om en masse ting. Det er også meget længe siden vi har haft tid til besøg. Så vi har ikke set hende siden engang i sommers hvor vi var i cirkus.

Tirsdag og torsdag stod den på syning hos bedsteveninden. Hun har haft en symaskine i mange år uden at bruge den - hun ved ikke helt hvordan man syr, så jeg hjælper lidt.

Sybordet hos Bedsteveninden.

Indtil videre er det da blevet til to pudebetræk til nogle pyntepuder. Så det er superflot når man nu ikke kan sy. Vi skal også ses på torsdag. Det glæder jeg mig allerede til. Jeg er i gang med at sy en nederdel, i stof med brun tern med knald orange striber, så skal også lige have fat i noget knald orange garn så jeg kan strikke nogle benvarmere, da jeg har et billede af at det kunne se smadder smart ud.

Jeg har også fået lavet mine lamper færdige, det holdt hårdt, det første bor stod af efter jeg havde boret igennem den første kop. Så måtte lige en tur i byggemarkedet og købe et nyt bor til kop nr. 2.

Manden i byggemarkedet gloede godt nok underligt på mig da jeg sagde at jeg skulle bruge et bor der kunnne bore bunden ud af en kop... Nok ikke en forespørgelse han har fået tit.

Til min store, store skuffelse er der så intet strøm i de lampe udtag der er over køkkenbordet - øv øv øv. Eller også kan jeg bare ikke finde den kontakt de hører til. Så nu hænger der to lamper uden lys i. Glæder mig meget til at se dem med lys i.

Lampen

Lampen nedefra

Vi skulle alligevel have fat i elektrikkeren på mandag da der er noget han har kigget på én gang der ikke virker ordentligt. Så nu kan han også lige finde den strøm der er blevet væk...

I dag har vi også haft besøg af Anders' anden søster, hende kæreste og deres lille søn. Han er bare blevet så stor siden vi har set ham sidst. Men det har være en super hyggelig aften, de er så hyggelige at have besøg af - så glæder mig allerede til vi skal se dem igen.

onsdag den 2. februar 2011

Overflod af kreative ideer

Alt imens jeg lavede mit afgangsprojekt har jeg ikke kunne få tid til noget kreativt, det stopper dog ikke ideerne fra at dukke op i mit hoved. Både dag og nat kan ideerne komme. Og der er mange nu. Alt alt for mange til at det er sjovt.

Forstået på den måde at jeg ikke har al den tid til det jeg gerne ville eller pengene til det. Vi har det her dejlige hus som vi stadig ikke er kommet på plads i. Dels fordi jeg ikke har haft tid, Anders' hænder er ikke sat rigtigt på hvad det angår og vi ikke har rø... fuld af penge!

Jeg slapper kun rigtigt af når jeg laver noget kreativt, det er en form for terapi for mig. Nu har jeg tid til at lave noget, men efter som vi ikke er kommet rigtigt på plads er alle mine hobby ting stadig pakket ned.

Jeg har fået et rum i stueetagen til hobbyrum og der står alle mine mange flyttekasser, også mange flere end jeg nok er villig til at indrømme jeg har. Problemet er bare at før jeg kan pakke noget ud og komme på plads med alle mine ting så skal rummet istandsættes. Og det får vi noget hjælp til, da Anders søster og Svoger i julegave til gav os et gavekort til en arbejdsweekend.

Det er jo en fantastisk gave. Nu skal vi finde de småpenge der skal bruges for at komme på plads i det rum. Der mangler tapet, maling og noget loft.

Det kan faktisk ikke gå hurtigt nok med det rum, for i dag da jeg ville igang med at lave noget kreativt og praktisk kunne jeg på ingen måde finde de ting jeg skal bruge! Det gjorde mig næsten helt desperat. Jeg har for mange ideer og ikke den store mulighed for at gøre noget ved det lige nu!

Nå, men her er et billede af det jeg skulle igang med.

Kopper

Det er meningen at de skal blive til lamper, og enten finder jeg de ting jeg skal bruge i morgen eller også må jeg købe nye, for vi har brug for de lamper i køkkenet. Selvfølgelig er der lamper og lys i køkkenet nu, men over vores vask og hele den del af køkkenbordet er der ingen lamper.

Synes det er nogle søde kopper og derfor købte jeg dem også med formålet at lave dem til lamper, nu har de stået og ventet på mig i et halvt år, og desværre får de lige lov at vente til i morgen med!

tirsdag den 1. februar 2011

Nyt år, nyt liv!

Så er jeg rigtigt tilbage på bloggen igen.
Det har været et langt hårdere halvt år end vi overhovedet havde kunne forstille os. Og det efterlod ingen tid til at være kreativ eller skrive noget på bloggen.

Begge dele har været meget savnet i den periode. Nu forsøger jeg at vende tilbage til et normalt liv igen og det er bloggen og alle de blogs jeg læser jo en del af. Jeg mangler at finde min plads i verden igen - eller sådan føles det!

Jeg startede i skole i september og de første 7 uger skrev jeg speciale om OPP (Offentlig-Privat-Partnerskaber) Det gik rigtigt godt og det var helt utrolig spændende, bl.a. var jeg en tur forbi Langeland hvor de lige har bygget en ny skole som et OPP projekt. Jeg fik også en meget flot karakter for min Bachelor opgave.

Efter Bachelor opgaven var afleveret gik jeg i gang med at projekter det afgangsprojekt som jeg har været oppe og forsvarer her en 17. januar. Det blev en voldsom hård periode, ungerne skiftedes til at være syge og da Anders jo har et job og derfor kun én barnets 1. sygedag var jeg nød til at blive hjemme.

Det gik hårdt ud over mit projekt og jeg nåede slet ikke alt det jeg ville. Hele december og januar boede jeg inde i min mors lejlighed for jeg så kunne slippe for at skulle have transport tiden fra Korsør til København. Og Anders gik ned i tid for at han kunne hente og bringe ungerne hver dag.

De sidste dage flyttede min mor ned i huset for at kunne hjælpe Anders så jeg havde en chance for at blive færdig med min uddannelse.

Det var en kæmpe indsats fra alle og det lykkedes trods alle ufordringerne at blive færdig med projektet om end jeg ikke fik den karakter jeg gerne ville have sluttet uddannelsen af med.

Men jeg ved hvad jeg kan og jeg har fået det ud af det at jeg og Anders ved hvad vi er i stand til når det virkelig gælder! Vi kan virkelig samarbejde om alt og det er det vigtigste - havde bestemt ikke klaret det uden ham!

Jeg projekterede en skole i mit afgangsprojekt og synes at jeg gerne lige ville vise hvordan den kom til at se ud.

Hele skolen.

En enkelt bygning.

I dag har jeg været ude ved Bedste veninden og se hvordan hun havde det, må sige jeg i det sidste halve år har forsømt alt og alle for at gøre mit projekt færdigt. Men dejligt at de vigtige mennesker stadig er på den anden side af sådan en omgang!

I næste uge skal jeg til at lave fastelavnstøj til Petra, hun skal bare lige finde på hvad hun skal være!

Jeg vender mig langsomt til at tage tingene med ro igen og til at sidde hjemme og slappe lidt af. Så kommer til at bruge lidt tid herinde igen!

torsdag den 7. oktober 2010

Fødselsdagskage

For nogle uger siden var vi ude hos min gode venninde til fødselsdag hos hendes den mellemste dreng. Han blev 4 år, og da jeg spurgte hvad han ønskede sig så var svaret ingenting.

Det er åbenbart normalt hos dem - de drenge ønsker sig ikke noget, min veninde har derfor nogle problemer med at finde på gaveideer.

Så jeg blev spurgt om jeg ikke ville lave en kage til ham, og selvfølgelig ville jeg det. Jeg skriver jo opgave i øjeblikket så det er ikke meget tid der er til at være kreativ eller til at bage. Så jeg tog den nemme udvej og købte nogle gode lagkagebunde.

Det sparer lidt tid - selv om det er lidt snyd.

Kagepynten er også snyd, vi købte to små metalbiler, så fik han også noget han kunne lege med.

Det er menningen at vejbanen skal ligne et 4-tal.

Vejbanekagen.

Lidt fra siden.

Tæt på.

Han blev heldigvis meget glad for kagen. Og det hele blev vist spist.

Vi endte med at blive derude og sove så fik de voksne også lidt ud af aftenen - vi spillede Cranium, et fantastisk sjovt spil - der blev grinet en masse.

Og jeg vandt en vædemål og vandt en flaske rom!

Jeg sidder lige nu og knokler med min opgave, min fagkonsulent har lige kommenteret på den, og det er det rigtige spor jeg er på - så det er positivt, nu skal jeg bare skrives!

Kablet til kameraet er stadig på flugt, så vi leder videre så der kan komme ordenlige billeder af huset.

fredag den 1. oktober 2010

Klippestuen

Sidste weekend var Anders og jeg ude fra lørdag til søndag så mormor passede ungerne. Petra havde fundet en saks og klippet sit pandehår - hun havde uden held forsøgt at overbevise mormor om at de skulle sige at det var mormor der havde gjort det.

Hun var nok godt klar over at det ikke er noget man må - og hun fik også tydeligt at vide at man må ikke klippe sit eget hår.

Om søndagen klippede hun så heller ikke sit eget hår, men Rakels. Og hun var MEGET bedre til at klippe sit eget hår end hun var til at klippe sin søsters.

Søndag aften måtte jeg så reddes det er kunne redes og rette der der skulle rettes.

Petra, fik rettet sit pandehår så det blev nogenlunde samme længde, om end det er blevet noget kort.
Petra - der er lidt ked.

Petra havde klippet Rakels pandehår helt kort og lidt pletskaldet - der var ikke ret meget at rette eller redde. Der hang en lang tot tilbage ned i panden - og den klippede jeg så af - resten må redes af tiden...

Rakel med meget kort pandehår

Rakels skaldede plet

Aksel var gået fri af Petra lille klippestue, men nu jeg havde saksen fremme havde jeg ikke længere nogen undskyldning for at han skulle blive ved med at have langt hår.

Om end det gjorde lidt ondt på mig at klippe alle de fine små krøller af...
Aksel med en helt ny frisure - han ser nu glad nok ud.

Og så hyggede alle ungerne sig med at blive støvsuget bagefter. Billederne er taget med mobilen så det er ikke den bedste kvalitet.

Efter aftensmaden har jeg set den nye Klokkeblomst film med Petra, hun er jo temmelig vild med Klokkeblomst, og lige som rulleteksterne gik i gang spurgte hun om ikke hun måtte se den en gang til... Hun røg dog i seng.

Lige nu sidder Anders og laver opgave, og jeg vil tage mig sammen til at kigge lidt på mit speciale.

Kameraet er i live igen, og jeg ville gerne have vist jer billeder af lidt forskellige ting - men opdagede nu at kablet til at overføre billederne med ligger i en eller anden kasse et eller andet sted.

Vi er jo slet ikke kommet helt på plads endnu.

Så i morgen går den vilde kabeljagt og så kommer der rigtige billeder.

mandag den 27. september 2010

I'm Back, Baby!

Så er jeg tilbage på bloggen igen - Så er det lidt spændende at se hvor mange der stadig kigger med.

Der er sket så meget siden vi er flyttet til korsør at jeg næsten ikke ved hvor jeg skal begynde. Huset er fantastisk, og vi er slet ikke på plads. Men det er fantastisk at have fået plads til at leve.

Petra har fået sit eget værelse med plads til både tøj og alt hendes legetøj. De små har et fælles lille værelse - de får hver deres engang med tiden når vi har lidt penge til at renovere på huset. Men det bedste værelse er dog soveværelset - hvor er det dejligt at have et soveværelse igen - det kan slet ikke beskrives.

Da kameraet er dødt kommer der ikke lige nogen billeder i dag, men også kameraet vender stærkt tilbage.

Vi er som sagt hverken helt eller halvt på plads, og det kommer til at gå temmelig langsomt det næste stykke tid - Jeg er startet i skole igen og er igang med mit sidste semester.

Jeg skal skrive speciale om Offentlig-Privat-Partnerskaber og så skal jeg projektere en folkeskole. Det er hårdt men jeg er færdig til januar og jeg glæder mig. Og sådan som verden ser ud lige nu, er det ikke sikkert jeg får job med det samme og så er der mulighed for at komme helt på plads og lave en masse på huset.

I det næste stykke tid vil der komme lidt billeder af huset og de ting vi får lavet - og gerne en kage eller to...