tirsdag den 26. juli 2011

Kæresteweekend! JUHUU!!!!!!

Vi har været på kæreste weekend i denne weekend - og NØJ hvor var det dejligt. En HEL weekend helt alene bare Anders og jeg! Min svigermor havde indvilget i at passe ungerne. Så hun kom fredag eftermiddag med tog og så spiste vi og kørte afsted.

Vi havde lånt en lejlighed lige ved søerne i København. Vi ankom fredag aften kl 21 og fik lavet et par drinks - og sad stille og roligt og hygge. Det var så dejligt at kunne sidde oppe en fredag aften til sent uden at tænke på hvor træt man så er næste morgen når ungerne står tidligt op.

Lørdag morgen lavede vi brunch men alt hvad der hører sig til - lige med undtagelse af brødet som Anders havde været nede og købe ved bageren Emmerys på Nørrebrogade. Sikke noget ringe morgenbrød og så til voldsomme overpriser!

Det var SÅ sejt at man bare sad og tyggede og tyggede og ingen vejne kom - smagen var heller ikke noget at råde hurra for - faktisk vil jeg hellere købe morgenbrød i føtex's bager end nogensinde hos Emmerys igen - vi var så skuffede.

Nå men resten af brunchen var lækker og vi hyggede os - da vi havde spist gik turen ud til Special Købmanden for jeg kunne få fat i nogle ting der skal bruges til den kommende bryllupskage.
Indkøbet.

Jeg fik fat i næsten alt det jeg skal bruge og glæder min til at komme igang med den.

Gumpaste til små åkander og Frøer

Udstikkere til åkander

Farver som jeg var løbet tør for.

Ud over det fik jeg fat i nogle Cakeboards og fondant.

Efter indkøbet gik turen tilbage ind til byen hvor vi stillede bilen og tog ind til Nørreport og fik lidt frokost og så smuttede vi i Tivoli - Det er flere år siden jeg har været i Tivoli hvor jeg havde muligheden for at prøve alt det jeg ville.

De sidste mange gange har vi haft børn med og dem stiller man jo ikke lige ved det Gyldne Tårn og siger bliv her mens mor lige prøver denne ting.

Men vi fik prøvet en masse og grinet en masse og snakket. Og det hele var bare dejligt - vejret var ikke det bedste, men det betød bare at køerne ikke var så lange. Ikke en dårlig ting når man er der for at prøve en masse.

Vi fik også en enkelt øl og kaffe og alt muligt andet der hører sig til når man er i Tivoli!

Min dejlige mand.

Vi spiste aftensmad i Tivoli på Cafe Ultimo - det er ikke et dårligt sted, maden er rigtig lækker og dele af menuen er også til at betale for. Så det vil jeg da klart anbefale. Jeg fik en rigtig lækker pastaret!

Jeg fik også en lille gave af Anders - dette fede læderarmbånd i pink - Synes det er så fedt. Og så fik jeg selvfølgelig de obligatoriske slikkepinde fra den bod der er i arkaden.

Mit armbånd.

Efter turen i tivoli, gik vi op gennem Strøget og sattes os på The Dubliner og fik en Irish Coffee - man kunne sidde udenfor så det gjorde vi, så kunne man også bedre snakke.

Derefter gik turen tilbage til lejligheden og så sad vi til sent og snakkede.

Hele weekenden blev sluttet af med at sove længe søndag morgen som i gamle dage inden vi fik børn - vågnede stille op - lavede kaffe og tilbage ind under dynen og så hente kaffe og sidde og snakke mens man stille vågner. DEJLIGT.

Jeg har helt fornyet energi, selv om jeg stadig er helt bombet i knolden efter arbejde så har jeg anderledes energi.

Så en rigtig dejlig weekend.

Ellers er der sket det at Rakels hår er blevet klippet - denne gang er det ikke Petra der har været igang, men mig - Rakel har sådan noget mærkeligt hår på baghovedet - det ugler helt af H til. Så nu måtte det klippes lidt - pigen vil jo ikke finde sig i at få det redt.

Så fin ser hun ud.

Det er blevet klippet lidt pjusket så man ikke lige så tydeligt kan se det der baby hår der ugler. Håber hun vokser fra det mærkelige hår.

Set fra siden.

Er hun ikke fin?

På mandag har jeg ferie sammen med ungerne og så skal vi en tur over og besøge min søster Line - ungernes Moster Line - hun er nu fast besluttet på at ferien skal bruges på at lære Rakel at sige Moster for lige pt kalder Rakel Moster Line for Mussolini og min søster mener altså ikke at hun er SÅ strid!

Men den kommende weekend skal bruges på Krea-weekend sammen med min moster og min mor - det bliver hyggeligt som altid.

søndag den 17. juli 2011

Jeg er lidt overvældet

Over alle de ting der er sket i det sidste lange stykke tid, jeg skulle finde billeder frem og vise og må sige at der kommer en masse i dag, men bestemt ikke dem alle.... Nøj hvor er der mange billeder og skal de alle ind i dag kommer jeg ikke i seng til tiden.

Vi har travlt og nyder det, livet går den rigtige vej og alle er sunde og raske. Jeg vil lige starte med en lille sær ting, alle jer der læser fast med ved at det har været meget hårdt ikke at have job. Både det ret økonomiske som ikke er sjovt men også den følelse man får når man er arbejdsløs. Man er ikke tilpas, og føler sig ind i mellem lidt kriminaliseret.

Nå, men nu har jeg endelig fået et job, og endda så heldig at det er et spændende job på en tegnestue hvor jeg synes der er rart at være - mange jeg kender har taget job de helst ikke vil have bare for at komme ud af dagpenge systemt.

Og jeg er lidt stolt, over noget fjollet, men sådan må man gerne være en gang i mellem. Mit navn er kommet på tegnestuens hjemmeside så det har jeg lige taget et billede af, så skulle I have brug for at få tegnet et hus kan I jo bare ringe!!
Hjemmesiden

Nu til noget helt andet - for over en måned siden have Rakel og Aksel fødselsdag og er blevet 2 - det er slet ikke til at forstå - det går alt alt for hurtigt. Hverken Anders eller jeg havde fri den dag så de blev fejret meget tidligt om morgen.

De startede med at få nogle fine gaver af Petra som hun selv havde været med til at vælge, derefter fik de gaver af os - trehjulede cykler.

Aksel åbner sin gave

Stadig i gang med den store gave.


Pakkerne var ret stor og sat op på morgenbordet, de stod begge op i deres stole for at åbne gaverne, og Rakel endte med at have hele hovedet inde i pakken da hun så hvad det var.

Rakel med sin gave.

De blev helt utroligt glade og fik dem med i vuggestue, der er en stor legeplads så de havde rigtigt mulighed for at øve sig. Aksel gik dog helt i stykker da Anders gik med hans cykel for at lægge den i bilen, han havde lidt svært ved at forstå at den skulle med.

De blev fejret godt i vuggestuen og have også noget lidt lækkert med - kage synes jeg ikke hører hjemme i en vuggestue med så små børn så jeg have bagt en kæmpe bolle og smurt dem med Creme cheese. Og så kun pyntet med meget lidt slik.

Kæmpe Hallo Kitty bolle.

Den blev der spist godt af og der var næsten ikke noget tilbage om eftermiddagen.

Petra blev fejret 18 dage senere, også hun ville have kitty boller, hun ville bare have dem små som hun fik sidste år og det fik hun, vi lavede også et frugt pindsvin med en masse forskelligt frugt sat på grill pinde og stukket ned i en melon.

Petra's Hallo Kitty boller.

Hun fik også en cykel i fødselsdagsgave - hun har i 3 måneder snakket om en rød cykel der hang i vinduet oppe ved cykelhandleren.

Hun blev SÅ glad da hun så den og hun øver sig meget i at cykle på den - hun har lært at køre uden støttehjul, men denne cykel er lidt højere end den gamle hun havde så hun har lidt svært ved at komme op på den og komme ned fra den, ser temmeligt drabeligt ud.

Hun har dog fundet en løsning til at komme op og igang - hun bruger sandkassen.

Petra på vej op.


Og sæt i gang.

Cykler fint rundt i haven.


Ungerne fik penge i fødselsdagsgaver og vi er godt igang med at bygge legehus, eller indtil videre er det nu mest Anders der har bygget på det. Det er et ret stort legehus, men det skal også kunne bruges af alle tre unger samtidig.

Anders sidder og slapper af ovenpå det hårde arbejde.

Nu står gulvet og alle siderne, vi mangler beklædningen, vinduer
, døren og taget. Det tager vi som vi når det i de weekender hvor vi er hjemme og ikke har de vilde planer - næste weekend bliver der dog ikke bygget på det for vi har kæresteweekend og det trænger vi til - Farmor har været så sød at ville tage en weekend ud af sin kalender så vi kan holde fri.

Det glæder vi os voldsomt til da vi ikke har været alene sammen i over et år. Ikke mere end et par timer af gangen. Det bliver skønt.

For et par dage siden lavede jeg en stak fyldte chokolader, da jeg trængte til at lave et eller andet sjov og lækkert - de blev rigtigt fine og jeg havde et par stykker med på arbejde.

Anders har spist resten så nu er de allerede væk...

Chokoladerne.

I dag har vi haft besøg af min mor og hendes kæreste - han gav en tur i cirkus Baldoni, da han kender dem der har cirkus - Petra havde en veninde med og de hyggede sig utroligt meget.

Det er et skønt cirkus til børn, det tager ikke for lang tid, og det de optræder med fanger virkelig ungerne, for voksne er det ikke helt så underholdende da det er rettet mod børn. Men de kan virkelig få børnene til at le. For børn er det bedre end de lidt større cirkuses der kommer til Danmark. Så det kan jeg varmt anbefale. Kig her for program og tider.

Der er en bamseløve med i cirkus - han er altid med og ungerne elsker ham - så man kan få taget billede i pausen sammen med løven - Petra vil rigtig gerne hvert år, lige indtil vi står der så bliver hun usikker. Det skinder virkelig igennem på dette års billede.

Petra og Løven

Og så har jeg gang i to projekter i disse dage, jeg forbereder mig til at jeg skal lave en bryllupskage - den er sjov og anderledes og jeg glæder mig meget til at skulle igang med den. Nu skal der lige laves lidt blomster først. Kagen skal bruges midt i August.

Og mit andet projekt involvere følgende:

Pengesedler.

Og jeg har endda skrevet og spurgt om lov hos Nationalbanken for jeg var faktisk i tvivl om det var helt lovligt det jeg havde fundet på og skulle jo helst ikke have problemer fordi jeg ikke kan lade være med at få skøre ideer.

Nu skal madpakkerne til i morgen laves og så skal jeg på hovedet i seng for jeg er dødtræt.

onsdag den 6. juli 2011

Vi kører med 200 i timen...

Jeg stor nyder at være på arbejde! Det er så lækkert at være i gang og der er så mange fede opgaver. Jeg fik den første dag til opgave at lave nogle gode tegninger til et konkurrence projekt som skal bruges mandag.

Der er sket så mange ting i den sidste tid og jeg kan slet ikke følge med, der har været tre fødselsdage og en mini ferie og ingen tid til at lave så meget hobby.

Jeg er for træt - det er lidt hårdt at skulle finde ud af alle de nye ting der kommer. Men det bliver bedre dag for dag. Så satser stærkt på at vi vender tilbage til en normal tilstand inden for den nærmeste fremtid.

Weekenden står på hygge hos min moster med en stor del af familien, og søndag nok noget stille hygge med mand og unger.

Lige nu sidder jeg faktisk stadig og arbejder på at lave billeder til konkurrenceprojektet - og jeg ville gerne vise jer nogle renderinger af det jeg har lavet, meeeen må nok heller lige tjekke med tegnestuen før jeg lægger billeder ud af arbejdet.

Nu vil jeg vende tilbage til arbejdet og så i seng og så klar til en ny dag i morgen.

onsdag den 22. juni 2011

I skal da lige se min lille skat

Oppe på vores 1.sal, er der et lille repo under et vindue, det er ikke en plads der kan udnyttes til ret meget, men jeg fik ideen til at der lige kunne stå et lille chatol så sådan et fik jeg. Det hentede Anders sidste weekend.

Jeg skal have gjort en masse ved det, men det ser fint ud lige nu selv om jeg ikke er færdig med det, og så elsker jeg allerede min lille hyggekrog.

Planen er at jeg maler gulvet og væggene helt hvide, og så skal karme, paneller og alle møbler have mørk olie så de ser rigtig flotte ud op mod det hvide. Men det er projekt nr. 14245 i rækken af ting der skal laves.

Mit chatol forfra

Mit chatol oppefra


Nu sidder jeg her ved min lille plads og skriver og laver flet til mit BKI kaffepose projekt, jeg skal snart til at drikke endnu mere kaffe hvis jeg skal blive færdig med det projekt - der går mange kaffeposer til.

Jeg sidder også og laver lidt på et andet projekt - hvorfor jeg så tænker: hvorfor er det lige at jeg ikke er i stand til kun at have et projekt af gangen?? Jeg har altid 10 eller flere.

Nå, men en skønne dag lærer jeg det jo nok.

Min BKI kaffepose projekt.

I morgen er det anden sidste dag jeg skal på værkstedet - det har været så hyggeligt og jeg er en KÆMPE oplevelse rigere. De har været så søde og det er bestemt et værksted som vi kommer til at bruge frem over - nu har jeg jo selv set kvaliteten af det arbejde de laver.

Så i morgen skal jeg skifte Tandrem og vandpumpe på min egen bil, så den er helt klar til den daglige tur til Sorø.

tirsdag den 21. juni 2011

Prøver lige at indhente lidt...

Jeg er jo næsten så bagud med ting at fortælle at jeg slet ikke ved hvor jeg skal starte. Så starter bare et sted og så må tingene komme som de kommer.

Jeg er stadig helt oppe og flyve over at jeg har fået et arbejde. Jeg ringede til tegnestuen i dag for at høre om det skulle starte med en virksomhedspraktik eller som et rigtigt job. Jeg starter med en virksomhedspraktik, hvilket jeg et eller andet sted god forstår selv om jeg synes det havde været federe bare at kunne slippe for alle de der jobcenter ting.

Men hvis jeg skulle nå at starte den 27. juni, så skulle jobcenteret have papirerne i dag, så jeg var lige et smut derude og få papirerne skrevet under. Og så over på jobcenteret og aflevere dem.

Dagen i dag har været lidt hård, Anders' nye job tager rigtigt meget tid, og de fleste dage er han først hjemme kl. 20 eller senere. Forrige weekend fik Rakel et lille hul i hovedet som vi fik limet på skadestuen, denne weekend var jeg så ved lægevagten med hende da jeg ikke længere synes det så så pænt ud.

Lægen sagde at det var helt fint, men jeg er ikke sikker - i dag ser det endnu værre ud, og hun kunne bestemt ikke lide at få det vasket - så nu skal jeg have hende til lægen igen.

Og når man står med en lille pige der er SÅ ked af det, så er det hårdt at være alene. Jeg ville bestemt ikke bryde mig om at være alenemor.

Nå, men bortset fra turen til lægevagten i weekenden så var det en hyggelig weekend, som blev brugt på de indledende øvelser til et legehus til ungerne. Petra har længe ønsket sig et legehus og hun har fået penge i fødselsdagsgave til at vi kunne bygge et.

Så Anders var en tur i Silvan og købe træ og jeg tegnede en lille tegning.

Søndagen blev så brugt på at starte byggeriet.
Anders arbejder.

Petra
gik og holdt øje med det hele og blev ved med at spørg om ikke snart far var færdig...

Petra holder øje med de pinde der skulle bruges.


Legehuset får sin helt egen "have" i haven - der er et kæmpe bed i haven hvor de tidligere ejere havde planlagt et eller andet - kønt er det ikke.

Det bliver nu fyldt med legehus så bliver det ungernes hjørne.
Det bed hvor legehuset skal stå.

I morgen skal jeg have lavet lidt mere på mit badeværelse og så skal jeg have en grundig gennemgang af ungernes legetøj - for nej hvor er der bare alt for meget af det. Og mon ikke der kommer endnu mere af det på lørdag når vi holder fælles fødselsdag for alle ungerne.

lørdag den 18. juni 2011

Jeg fik det!

Jeg var til jobsamtale i går eftermiddags og det gik rigtigt godt. Jeg var noget nervøs da jeg kom frem. Jeg har aldrig været til sådan en samtale før.

Andre gange hvor jeg har søgt og fået job er jeg bare gået ind i den butik eller bager eller sådan hvor jeg ville arbejde og snakket om at få et job.

Dette er lidt noget andet. Jeg havde sendt en uopfordret ansøgning tilbage i april og efterfølgende ringede jeg og fulgte op på min ansøgning. Dengang havde de ikke lige noget til mig og jeg spurgte om muligheden for at få en virksomhedspraktik på 4 uger.

Men så i onsdags ringede de og spurgte om jeg ville komme til samtale - nej hvor blev jeg glad. Det sjove er lidt at den virksomhed var den første jeg fandt jeg ville søge job hos, men jeg øvede mig i at skrive uopfordrede ansøgninger til en række andre virksomheder før jeg skrev og sendte denne.

Samtalen gik rigtigt godt og jobbet er en række af interessante opgaver så man ikke skal sidde og lave det samme hele tiden - lige noget for mig. Vi snakkede om muligheden for at jeg kunne starte med 4ugers virksomhedspraktik før det blev et rigtigt job og om at jeg ville kunne starte allerede den 27. i denne måned.

Det tog ca. 30 min og så blev vi enige om at de lige skulle tænke og snakke og så ville de vende tilbage omkring tirsdag.
Men jeg nåede kun lige op til min bil før han ringede og sagde at det skulle de ikke snakke længe om og de gerne ville have at jeg startede den 27. så skulle jeg slippe for at gå og tænke på det hele weekenden.

Jeg er SÅ glad, det er helt vildt - nu skal alle de praktiske ting lige på plads, for jeg ved faktisk ikke om det starter med en virksomhedspraktik eller et job eller hvad - men det er en fantastisk følelse.

Jeg har siden jeg blev færdig på skolen glædet mig som en gal til at skulle ud og bruge det jeg kan. Og pludselig så er det der. Og jeg glæder mig allerede til at starte. Og så kan jeg også få brugt den nye farve plotter som jeg fik af min svigerfar.

Anders er også helt vildt glad og med et job til mig, bliver tingene noget nemmere herhjemme - dimittendsatsen på dagpengene er ikke meget højere end en god SU.

torsdag den 16. juni 2011

Tja... Jeg ville egentlig...

Have skrevet et indlæg i aften og vist nogle af de ting jeg har fået lavet og oplevet i den sidste tid, men men men, det har jeg ikke lige tid til - for jeg har en JOBSAMTALE i morgen...

Det er så fantastisk - og jeg må så skrive lidt om den og de andre ting i weekenden da jeg skal sove og være frisk til i morgen.